
Måske sidder du lige nu med en fornemmelse af, at noget ikke helt er, som det skal være.
I finder nogle bøger og I øver jer. Måske læser I de 20 minutter, I har fået besked på. Alligevel virker det ikke rigtig, som om læsningen rykker.
Måske gætter dit barn på ordene og forsøger at huske dem udenad, og måske kan du mærke, at lysten til at læse bliver mindre og mindre. Du er muligvis selv nået dertil, hvor du tænker på, hvad dælen det er, der skal gøres anderledes, for at dit barn knækker læsekoden.
Det er ofte dér, forældrene kontakter mig. De fleste af mine elevers forældre har faktisk fundet mig gennem nogen, de kender, hvis barn enten går eller har gået hos mig.
Og derfor vil jeg hér prøve at fortælle lidt om, hvad det egentlig er, vi gør her i min læseskole. For et læseforløb handler ikke bare om, at dit barn kommer hos mig en gang om ugen og læser.
Der ligger helt andre ting bag.
Vi skal først finde ud af, hvor dit barn er
Når et barn har svært ved at læse, er noget af det vigtigste at finde ud af hvorfor.
Derfor starter et forløb hos mig ikke med, at jeg hiver en bog med et lixtal ned fra hylden og siger: “Så læser vi.”
Vi starter med at finde ud af, hvor dit barn befinder sig i sin læseudvikling.
Jeg laver blandt andet en læsetest, så jeg kan se, hvad der allerede er på plads, og hvor det begynder at blive svært. For hvis fundamentet ikke er sikkert, nytter det ikke noget, at vi bliver ved med at bygge ovenpå.
Det kan være bogstavernes lyde, der driller. Det kan være svært at få lydene til at hænge sammen til et ord. Eller barnet kan være kommet længere, men mangler nogle af de strategier, der skal til for at kunne læse sikkert.
Det afgørende er, at vi starter det rigtige sted. Dér, hvor barnet er, og ikke dér, hvor barnet “burde være” ifølge klassetrinnet.
Man kan sammenligne det med matematik. Hvis man ikke har lært tallene, så er det ret svært at skulle lære at plusse, gange, dividere osv.
Vi bygger ovenpå
Når jeg ved, hvor dit barn står, ved jeg også, hvad næste skridt skal være. Det er noget af det allervigtigste i min undervisning.
Vi skynder os ikke videre, bare fordi vi har arbejdet med noget et bestemt antal dage. Vi bygger først ovenpå, når det, vi arbejder med, er blevet sikkert nok til, at barnet er klar til næste trin. Mine forløb følger derfor læsetrappen, hvor færdighederne bygges oven på hinanden.
I får alle de materialer, der skal bruges, så I ikke selv behøver at finde bøger og læsespil, der måske eller måske ikke passer til dit barn. Og hvis der derhjemme er noget, I har glemt, eller som ikke lige kører, er jeg altid kun en besked væk.
Det betyder også, at undervisningen ser forskellig ud fra barn til barn. Vi kan arbejde med bogstavernes lyde, med at sætte lydene sammen til ord eller med at få læsningen til at blive mere sikker. Vi træner lige præcis det, barnet har brug for på det trin, det befinder sig på.
Man bliver ikke en dygtig læser på en uge. Læseudvikling tager tid, og derfor er træningen hjemme mellem besøgene hos mig en vigtig del af forløbet.
Børn, der har haft svært ved at læse, er vant til at blive præsenteret for noget, de ikke kan.
Her oplever de pludselig: Jeg kan jo godt! Og derfra bygger vi videre med flere succeser.
Du er dit barns makker
Noget af det, der adskiller et forløb hos mig fra den hjælp, I måske tidligere har fået, er, at du som forælder er med.
For den tid, dit barn er hos mig, kan ikke stå alene. Derfor lærer du også, hvad vi gør og hvorfor. Du får vist helt konkret, hvordan du kan træne med dit barn derhjemme, så du ikke bagefter står med en bunke materialer og tænker: Hvordan var det nu, jeg skulle gøre?
Det betyder også, at vi kan mødes med jævne mellemrum, mens I arbejder videre hjemme. På den måde bliver den daglige træning en vigtig del af forløbet, uden at I selv skal finde ud af, hvad I skal træne, eller hvordan I skal gøre det.
Jeg lærer altså ikke kun dit barn at læse. Jeg lærer også dig, hvordan du kan hjælpe dit barn med at lære det.
Èn til én læsningen hjemme er sindssygt værdifuld!
High fives og klistermærker
Jeg møder børn, som har kæmpet med læsningen længe.
Nogle har vænnet sig til at gætte. Nogle prøver at huske ordene udenad. Og nogle er blevet rigtig gode til at skjule, hvor svært det faktisk er.
Jeg har mødt mange børn, der vælger bøger med et højt lix-tal for ikke at “blive opdaget” og skille sig ud fra klassekammeraterne. Det så jeg også gentagne gange, da jeg var skolebibliotekar i folkeskolen. (Lix-tal er i øvrigt ikke altid en særlig præcis indikator i begynderlæsningen, men mere om det en anden gang).
Når man igen og igen oplever, at de andre kan noget, man selv har svært ved, gør det noget ved én. Derfor betyder det meget for mig, at mine elever føler sig trygge og godt tilpas, når de kommer her.
Her skal dit barn ikke præstere over for en hel klasse. Vi har roen og tiden til at stoppe op. Vi kan tage tingene i den rækkefølge, der giver mening. Og jeg kan skrue op eller ned alt efter, hvad dit barn har brug for den dag. Hos mig får man ræddi’ mange klistermærker og high fives, og jeg sørger for, at barnet får noget at være oprigtigt stolt af.
Succesoplevelser betyder nemlig meget. Især når man har været vant til det modsatte.
“Men hvor langt er mit barn egentlig bagud?”
Det spørgsmål fylder hos rigtig mange forældre. Og det forstår jeg godt.
Men når et barn kommer ind ad døren hos mig, er jeg mere optaget af hvor barnet er lige nu, end jeg er af, hvor barnet burde være. For det er dér, vi kan gøre noget.
Jeg kan ikke love dig på forhånd, hvor lang tid dit barns forløb bliver. Børn kommer med forskellige forudsætninger, og derfor er forløbene også forskellige. Og det er meningen.
Læsetrappen er bygget op i fire moduler, som hver består af 7-10 gange. Hvor mange moduler dit barn har brug for, afhænger af, hvor vi starter. Men jeg vejleder jer altid, så I er godt klædt på til at tage beslutningerne.
Generelt gælder det, at jo tidligere vi får sat ind, jo mindre er der typisk at indhente.
Jeg kan sørge for, at vi ikke famler i blinde, og at I altid går herfra med en plan for, hvad I skal arbejde videre med. Vi finder ud af, hvor dit barn er, og dermed ved vi også, hvad næste trin er.
Du behøver ikke vide, om dit barn “har det svært nok” til et forløb
Måske er du stadig i tvivl, og så vil jeg råde dig til at stole på din mavefornemmelse. Særligt hvis der er andre i den nære familie, som har haft svært ved at lære at læse, er der god grund til at være opmærksom. Ordblindhed har en arvelig komponent.
Ikke for at lave en storm i et glas vand. Men det er helt gratis for dig at undersøge, om der er noget, vi skal være opmærksomme på.
Måske har I fået at vide, at I lige skal se tiden an. Måske tænker du, at de andre børn nok også kæmper lidt. Nogle er også bekymrede for at gøre problemet større, end det er.
Du behøver ikke selv kunne vurdere, hvad der er galt, og hvad der skal til. Det er jo netop min opgave.
Det første, der sker, er, at du og jeg taler sammen i telefonen uden dit barn. Her fortæller du mig, hvad I oplever, og hvad der fylder. Og hvis du har andre spørgsmål, kan vi også få dem afklaret, uden at dit barn lytter med.
Derefter kommer du og dit barn til en gratis og uforpligtende læsesamtale hos mig. Her får jeg mulighed for at møde dit barn og danne mig et billede af, hvor barnet befinder sig i sin læseudvikling.
Og så finder vi ud af, om jeg er den rette til at hjælpe jer.
Herfra kommer I jævnligt til mig. Nogle kommer en gang om ugen, og andre hver 10-14 dag. Det er forskelligt alt efter, hvad der passer ind i jeres dagligdag, og hvor lang tid dit barn har brug for til at træne mellem gangene.
Gennem de sidste fem år, hvor jeg har haft min lille læseskole, må jeg sige, at det er lykkedes ret godt.
Og hver gang et nyt barn kommer ind ad min dør, er det mit mål, at de tænker:
“Jeg kan godt. Jeg skulle bare lære hvordan.”
_________________________________________________
Vil du høre, hvad andre forældre og børn fortæller om deres forløb hos mig?
Kh. Lise
Læsevejleder og indehaver af læseskolen Læserum.dk
Her lærer jeg børn i alle aldre at knække læsekoden uden at knække nakken.

