
Forældrene er en kæmpe ressource i børnenes læsning
Og de vil faktisk rigtig gerne hjælpe deres børn med læsningen, når den driller. Men det skal være overskueligt, og de skal vide hvordan.
Forældrene er en kæmpe, men ofte uudnyttet, ressource. Særligt når det gælder børn med læsevanskeligheder.
For rigtig mange forældre ved ikke, hvordan de skal hjælpe deres barn med læsningen derhjemme. De har simpelthen ikke fået det at vide. Og dét mener jeg er et vigtigt led, der mangler.
Alt for ofte bliver rådet nemlig: “Læs med dit barn 20 minutter om dagen.”
Men hvad gør man, når barnet har svært ved at læse? Når teksten er for svær? Når barnet gætter sig frem, går i stå eller slet ikke har de nødvendige redskaber til at læse ordene?
Så er 20 minutter i sig selv ikke løsningen.
For at forældrene hjemme kan blive en aktiv del af barnets læseindsats, skal de klædes tilpas på, så de kan give deres barn en vigtig hånd i ryggen på læserejsen.
For er du vimmer, hvor stor en forskel det kan gøre, når de ved, hvordan de støtter deres barn med én-til-én-læsningen hjemme. Jeg ved det, fordi jeg gennem tiden har haft rigtig mange elever hos mig. Forældrene er tæt involveret, og det er den samme fortælling, der går igen.
De fortæller, at deres barn er kommet hjem med tekster og krav, som ikke passer til barnets læseniveau. Og så ved forældrene naturligvis ikke, hvor de skal begynde. Men den medvind, der følger med barnet, så snart forældrene klædes på - dén er virkelig stærk.
Mere læsning er ikke nødvendigvis bedre læsning
Det afgørende er, at barnet arbejder med læsning og får strategier, der passer til det sted, barnet befinder sig i sin læseudvikling.
For rådet om “bare at blive ved med at læse” svarer jo lidt til, at du bliver bedt om at strikke en sweater:
“Du skal bare blive ved med at strikke. Også når det er svært, og du ikke ved, hvad du skal gøre. Bare strik.”
Hvis ingen har vist dig, hvordan man laver maskerne, eller hvordan man overhovedet strikker, så kan man næsten selv regne ud, hvordan den sweater kommer til at se ud, ikk’?
Sådan er det også med læsning.
Hvis barnet ikke har de nødvendige redskaber til at afkode ordene, er vi lige vidt. Barnet har brug for at få vist præcis, hvordan man gør, når man afkoder.
På samme måde skal forældrene have vist helt konkret, hvordan de kan hjælpe hjemme. Det handler ikke om, at forældrene skal overtage skolens opgave, men med ganske få redskaber kan de gøre en kæmpe forskel i læsestarten.
De kan fx introduceres på forældremøder eller i små grupper i løbet af skoleåret, hvor man samler de relevante forældre.
Tidlig læseindsats
Særligt i skolestarten handler det derfor om at klæde forældrene på til at kunne støtte deres barns læseudvikling.
Både i skoleverdenen og politisk tales der en hel del om vigtigheden af den tidlige læseindsats. Der bliver testet og måske konstateret: “Dit barn har lidt (eller meget) svært ved at læse.”
Men hvad sker der så, når det er konstateret? Følger der en læseindsats med? Og hvordan bliver forældrene inddraget som ressource?
Det behøver faktisk slet ikke at være besværligt.
Fx 20 minutter om aftenen med forskellige læsespil, der rammer barnets niveau, kan være sindssygt værdifuldt. Barnet opdager måske knap nok, at der faktisk er læsetræning på programmet, fordi det først og fremmest oplever en hyggelig stund sammen med mor eller far, samtidig med at det møder læseudfordringer, det kan lykkes med.
Og succesoplevelser giver lyst til at fortsætte.
De første skridt er afgørende
Forskning viser, at kun omkring en femtedel af de børn, der har store læsevanskeligheder i 2. klasse, senere kommer på niveau med deres jævnaldrende, hvis ikke der sættes målrettet ind.*
Det understreger, hvor afgørende de første trin i læseudviklingen er. Det er her, fundamentet for at knække læsekoden bliver lagt.
Barnet skal lære bogstavernes lyde og lære at sætte lydene sammen til ord. Hvis den proces er vanskelig, begynder barnet at gætte sig frem eller prøver at huske ordene udenad. Og det er ikke en holdbar læsestrategi.
Barnet har brug for redskaberne til selv at kunne afkode ordene.
Derfor skal vi sætte ind tidligt i barnets læseudvikling.
Vi fagpersoner skal klæde forældrene på
Det kræver, at vi fagpersoner gør vores viden konkret og anvendelig.
Både fagpersoner og forældre vil børnene det bedste. Og forældre, der har overskud og mulighed for det, vil rigtig gerne hjælpe, når noget er svært.
Klæd forældrene på. Giv dem konkrete redskaber. Og gør dem til en aktiv medspiller i barnets læserejse. Så er vi sammen om læsningen.
Kh. Lise - læsevejleder og indehaver af læseskolen Læserum.dk
Kilde: Samuelsson, Stefan m.fl. (2012): Dysleksi og andre vanskeligheder med skriftsproget.

