Mere om læsning og læseproblemer

Hvad “bør” man kunne i løbet af de første år i skolen?

… bliver jeg som lærer og læsevejleder ofte spurgt af forældre. Det kan være svært at gennemskue, hvad ens barn “bør kunne” i forhold til læsningen de første år.

Hvordan klarer mit barn sig? Er hun fint nok med?” er noget, der helt naturligt ligger mange forældre på sinde.

I forhold til at knække læsekoden, kan man lidt firkantet skitsere, hvad det er, man sigter efter i skolen de første år.


De færreste børn passer præcis ind i kasserne – nogle kan lidt mere, nogle kan meget mere og andre lidt mindre. Det er helt naturligt.

Men hvis du oplever, at dit barn har svært ved at knække læsekoden, kan nedenstående bruges som et ‘kompas’, når du som forælder er bekymret.

NB: Læsning består af 2 ting: Afkodning og læseforståelse (sidstnævnte: at man forstår dét, man læser).

Det er afkodningen, der hér er fokus på. Læseforståelsen giver jeg naturligvis også gerne tips og tricks til i undervisningen.
En god tommelfingerregel i forhold til at styrke forståelsen af det læste er at tale med dit barn om teksten før, under og efter læsningen.
Læs højt for dit barn og gør det til en vane at tale om det, I læser, så dit barn på dén måde lærer at forholde sig aktivt til det, der står i teksten.

Hvad skal man kunne efter 2. klasse?

Efter 2. klasse forventes det fra Undervisningsministeriets side, at barnet kan læse lydrette ord (ord, der staves som de udtales): bil, hus, sol, kano, to, bus, sofa… – samt ord, vi ofte bruger i det danske sprog, som har to stavelser (sige, laver, kunne, komme, mange…).

Hvad skal man kunne efter 2. klasse?
Fælles Mål 2. klasse. Undervisningsministeriet.
https://emu.dk/sites/default/files/2020-09/GSK_FællesMål_Dansk.pdf

Nogle børn har ikke knækket læsekoden

Det er denne gruppe af børn, der har brug for et intensivt læseløft. Det er typisk på dette tidspunkt i skolegangen (2. klasse), at man desværre kan være tilbøjelig til at ”vente og se” ved de elever, som endnu ikke læser sikkert.

Dog er det desværre kun 1/5 af børn med store læsevanskeligheder i 2. klasse, som får indhentet deres klassekammerater, når de når til udskolingen, hvis ikke der sættes målrettet ind [1].

Derfor er det vigtigt at sætte ind – og helst så tidligt som muligt.
Og det er aldrig for sent at knække læsekoden!

0. klasse:

I 0. klasse lærer man alle bogstaverne. Der findes tre “alfabeter”:

1) Bogstavets navn (et A hedder A).

2) Bogstavets form (sådan ser A ud).

3) Bogstavets lyd (sådan lyder A).
Det er især bogstavernes lyde, der er vigtige at kunne, når man skal lære at læse. I 0. klasse eksperimenterer man også med at læse små ord efterhånden som lydene kommer på plads.

1. klasse:

I 1. klasse læses der små ord. Nogle børn har ikke helt fat på bogstavernes lyde endnu, men i løbet af det første halve år i 1. klasse skal alle bogstavernes lyde gerne komme helt på plads.
Er de endnu ikke det, bør der sættes ind med et intensivt læseløft.


Husk, at du altid er velkommen til at få min vurdering – gratis og helt uforpligtende.

Kilde:[1]Bog: ‘Dysleksi og andre vanskeligheder med skriftsproget’, Stefan Samuelsson m.fl. (2012).

Hvordan føles det at være ordblind? Se klip (3½ minut)